Kursus inden for det praktisk-musisk fagområde

De praktisk-musiske fag har det fællestræk, at de som noget centralt beskæftiger sig med en kropslig/sansemæssig tilgang til læring og erkendelse og arbejder med nonverbale fremstillingsformer.

Kurset sætter den studerende i stand til at begrunde, planlægge, gennemføre og evaluere faglige og tværfaglige læreprocesser, der inddrager en kropslig/sansemæssig tilgang til læring og erkendelse og integrerer arbejdet med fremstillingsformer, som anvendes indenfor det praktisk-musiske fagområde.

tirsdag den 5. oktober 2010

HATTENS FORTÆLLING - workshop i materiel design


På dagens workshop i materiel design skulle der fremstilles en hat, som fortæller noget om det enkelte stamhold og dets liniefag. Hatten skal med til fest på fredag :o)

Udgangspunktet var en færdig købehat, som ved hjælp af mange forskellige filtede delelemneter fremstillet af holdet i fællesskab, skulle forvandles til holdets egen udtryksfulde hat.
Igangsætteren var to brainstorme:
  • Hvad karakteriserer jeres hold?
  • Hvad karakteriserer jeres liniefag?
Herefter blev holdkarakteristikken og det faglige indhold / faglige begreber transformeret til konkrete farver og former vha. uld og filtenål - der blev filtet tal, bogstaver, geometriske former, dyr, mennesker, blomster, perler og meget mere, som efterfølgende kunne syes, bindes eller snørres på hatten.
Hatten er tænkt som et udtryksfuldt indslag til fredagens fest, hvor den kan ”gå på omgang” efter princippet om, hvem der har det aktuelle ansvar for en pågældende opgave.

Afslutningsvis blev dagens workshop analyseret i forhold til de 5 virksomhedsformer: analyse, oplevelse, håndværk, udtryk og kommunikation.

I forbindelse med refleksionen på bloggen skal der tages udgangspunkt i teksten "Opsamling/perspektivering" med særlig fokus på afsnittet om "At opleve og forklare". Teksten forholder sig til, at der er forskellige måder at lære og hermed erkende på. Forfatterne opstiller to måder at tilegne sig viden på - den intellektuelle virksomhed og den æstetiske virksomhed.
  • Den intellektuelle virksomhed er bl.a. kendetegnet ved at anvende et objektiv og rationelt sprog, begrebsmæssig tænkning, formidling af objektiv viden og taler primært til intellektet.
  • Den æstetiske virksomhed er bl.a. kendetegnet ved at anvende et billedligt formsprog, styret af symbolsk tænkning, formidling af subjektiv viden og taler primært til følelserne.
Det store spørgsmål er så: Er disse to kundskabsformer hinandens modsætninger eller hinandens forudsætninger?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar